Stor interesse for brandsikkerhed i Rødovre

Et halvt hundrede beboere hørte om 1-1-2, brandsikker rygning og andre gode brandsikkerheds-vaner, da Robust Borger holdt Bo Brandsikkert-kursus i boligafdelingen Carlsro.


”Hvorfor er det egentlig vigtigt, at vi vænner os til at sige ’ét-ét-to’ i stedet for ’hundrede-tolv’”?
Ja, for de fleste kan det måske også virke lidt krakilsk, når Beredskabsforbundets frivillige undervisere fastholder, at det er SÅ vigtigt at udtale hvert enkelt ciffer – men der er faktisk en mening med galskaben.

”Min 7-årige søn kunne selv alarmere brandvæsnet, allerede fra han var 4-5 år, fordi han godt kunne forstå ’ét-ét-to’, men han kunne ikke forstå hundrede-tolv – han ville ikke vide hvordan tallet hundrede-tolv ser ud, og hvordan han taster det ind på telefonen”, understreger Christian Birk Hansen.
Han er denne onsdag i marts taget til boligafdelingen Carlsro i Rødovre med sin frivillige beredskabskollega Kirsten Jeppesen for at undervise i brandsikkerhed i egen bolig.

Og 112-snakken er blot ét af mange eksempler, som understreger vigtigheden af små detaljer, når man skal skabe gode vaner omkring brandsikkerhed – en ting som Christian og Kirsten er stærkt optaget som Robust Borger-undervisere.

Kurset i Carlsro afholdes som det første af to kurser samme dag – ét om eftermiddagen og ét om aftenen. De fleste af kursusdeltagerne er pensionister – en aldersgruppe, som desværre er overrepræsenteret i dødsbrandstatistikkerne. Derfor er alle sejl denne dag også sat for at få højnet brandsikkerheden så meget som muligt.

Den store synder og brandforklædet

Kurset handler blandt andet om, hvad man skal være opmærksom på i forhold til brug af levende lys, brandfare og elektriske installationer, brandfarligt oplag – og frem for alt den store synder i forbindelse med dødsbrande, nemlig rygning i hjemmet. Og på dette emne var det heldigvis gode erfaringer, som blev givet videre i Rødovre:
”Denne gang var der en tidligere medarbejder i plejesektoren, som spurgte os, om vi ikke burde have noget omkring brandhæmmende forklæder med. Altså sådan ét man kan tage på, hvis man ryger i sit eget hjem.

Det giver jo god mening – særligt for mennesker, som sidder i kørestol eller på anden måde har svært ved at ryge udendørs. Og da halvdelen af alle dødsbrande sker i forbindelse med rygning, er alle tiltag, som kan være med til at øge sikkerheden omkring rygning i hjemmet, vigtige. På den måde udvikler kurset sig hele tiden, fordi folk byder ind med en masse input fra hverdagen,” siger Christian.

Da Kirsten og Christian så småt er ved at runde Bo Brandsikkert-kurset af, benytter formanden for afdelingsbestyrelsen, Peter L. Sørensen, da også lejligheden til at takke for et godt kursus, inden alle modtager en gratis røgalarm – på Carlsros regning.
”Røgalarmen er nemlig stadig den billigste og bedste brandforsikring, man kan have – og så sover dens ”lugtesans” aldrig – ligesom vores gør”, siger Kirsten.

Læs mere om Robust Borgers bo brandsikkert-kursus for beboere i lejligheder her.

 

Del på Facebook