Svits ukrudtet, men undgå at brænde huset ned

Beredskaberne rykker årligt ud til mere end 250 brande, forårsaget af forkert brug af ukrudtsbrændere. Husk at holde afstand til bevoksning og bygninger, og at ukrudt kun skal svitses kort. Se hvordan i videoen.

Ukrudtsbrænderen er et praktisk redskab til at fjerne ukrudt på havegangen eller mellem fliserne på terrassen. Men en ukrudtsbrænder er grundlæggende en stor lighter. Derfor kan den være et farligt redskab, hvis man ikke anvender den korrekt.

Uforsigtig brug af ukrudtsbrændere fører i snit hvert år til over 250 brande. Ser man på de største boligbrande, hvor der er brand i flere rum ved brandvæsenets ankomst, er uforsigtig brug af ukrudtsbrænder den hyppigste brandårsag.

Et par simple råd kan hjælpe dig til at undgå, at du kommer galt af sted. Der er særligt to ting, der er vigtige at huske:

Det første er, at man skal holde god afstand til bygninger, hække, plankeværk, tørre blade og andet brændbart materiale, hvor ilden kan få fat.

Det andet er, at ukrudtet kun skal svitses. Det skal ikke brændes. Ukrudtet skal have en kort varmebehandling, så forsvinder det efter et par dage.

Tjek ukrudtsbrænderen før start

Når man bruger gasprodukter, er der altid en risiko, fordi gas er brandbart.

Derfor er det en god idé at tjekke ukrudtsbrænderen, før man går i gang – særligt, hvis den har overvintret i skuret.

– Man bør jævnligt kontrollere, at gasslangen ikke er slidt eller afbleget af sollys. Der må ikke opstå revner i gummiet, når man bøjer slangen. Hvis man er det mindste i tvivl, skal slangen skiftes, for selv små lækager kan være farlige, siger Arne Hosbond, chefkonsulent i Sikkerhedsstyrelsen.

Man skal altid bruge produktet til det, som det er beregnet til, og som brugsvejledningen anviser. Derfor går det eksempelvis ikke at bruge en ukrudtsbrænder til at brænde tagpap fast med eller bruge tagpapbrænder til at svitse ukrudt med.

– Det er også vigtigt, at man bruger den type gas, som ukrudtsbrænderen er beregnet til. Man kan eksempelvis tage brugsanvisningen med, når man skal ud at købe gasflaske eller -dåse, uddyber Arne Hosbond.

 

Fem gode råd til sikker brug af ukrudtsbrænderen

  • Hold god afstand til bygninger, hække, blade og andet brændbart materiale
  • Ukrudtet skal svitses – ikke brændes
  • Lad være at bruge ukrudtsbrænderen, hvis det er meget tørt eller det blæser
  • Tjek, at du ikke efterlader gløder, der kan blusse op
  • Hav altid vand i nærheden

Fem gode råd, før du går i gang

  • Brug kun gasudstyr til det, som det er beregnet til
  • Køb gas, som passer til ukrudtsbrænderen
  • Skift gasflasken eller -dåsen forsigtigt, og tjek evt. med sæbevand eller lækagespray, at der ikke er utætheder
  • Luk altid alle ventiler, når du ikke bruger udstyret
  • Kontrollér jævnligt, at gasslangen ikke er slidt eller har revner i gummiet

Er uheldet ude, så ring 1-1-2

Se video herunder: Sådan bruger du ukrudtsbrænderen korrekt

 

 

Del på Facebook