Røde Kors mødte Robust Borger – og sød musik opstod

Det var en succes, da Beredskabsforbundet deltog på Røde Kors Familie Camp i Viborg med et skræddersyet Robust Borger-forløb. Samarbejdet kan føre til mere af samme slags, for der er mange ligheder i Beredskabsforbundets og Røde Kors’ måde at tænke robusthed og frivillighed på.

 

Den 16. oktober 2018 var Hjertestarterdag i hele landet. Men på Danhostel i Viborg havde dagen fået en ekstra ”hjertelig” dimension. Beredskabsforbundet deltog nemlig for første gang på Røde Kors’ Familie Camp med et særligt tilpasset Robust Borger-koncept, målrettet udsatte familier.

Samarbejdet mellem Beredskabsforbundet og Røde Kors var så stor en succes, at der nu er lagt op til meget mere samarbejde i fremtiden.

”Underviserne har simpelthen har sat sig så godt ind i ’hvem er det egentlig jeg skal undervise’ – det drejede sig ikke bare om at få fyret en undervisning af, men at det egentlig havde et højere formål, som vi alle sammen kan glæde os over senere” siger Mette Holm Pedersen, Beredskabskonsulent i Røde Kors. Hun peger på en lang række ting, som forener Beredskabsforbundet og Røde Kors’ måde at tænke og arbejde på – men den absolut vigtigste er: Frivillighed.

Frivillighed og robusthed går hånd i hånd

Der blev undervist i tre forskellige målgrupper med et særligt tilrettelagt materiale, som var særligt udvalgt og tilpasset familierne, som deltog. Robust Borger-underviser Rasmus Kragh Jensen (th på billedet herover) fra Region Midtjylland tog sig af de yngste børn fra 6-11 år, vicelandschef Stine Arenshøj fik ansvaret for de unge mellem 12-16 år, mens regionskoordinator Mathias Klysner Sørensen (tv på billedet herover) fra Nordjylland tog sig af forældrene. Mette Holm Pedersen fremhæver særligt måden, hvorpå de frivillige i Beredskabsforbundet går til underviseropgaven med Robust Borger:

”Jeg fik en oprigtig følelse af, at ’her er der faktisk nogen, der godt vil gøre en forskel for andre’. Engang imellem kan man altså godt mærke forskellen på, at der kommer nogle dedikerede frivillige fremfor nogle professionelle. Der strålede virkelig en enorm glæde ud af dem. Det smittede af på dem, de underviste – det er altså noget frivillige kan.”

Tillidvækkende undervisere

Efter Mette Holm Pedersens vurdering var kombinationen af engagerede, frivillige undervisere og et undervisningsmateriale tilpasset målgruppen, helt afgørende:

”Rasmus kunne holde gang i de der unger, der løb rundt og grinte og syntes, det var spændende, og de var ved at falde over hinanden for at få lov til at svare på spørgsmålene. Samtidig havde Mathias skabt en enorm fortrolighed med forældrene, som normalt ikke har lyst til at fortælle noget som helst i sådan et offentligt rum – det var altså godt gået. Jeg var meget imponeret over, at Mathias ret hurtigt fik skabt en fortrolighed, hvor de turde fortælle om, at de måske havde lappet lidt på el-stikkene derhjemme” siger Mette Holm Pedersen.

Dagen var på alle måder spændende og anderledes for alle parter – og robustheden hos både børn, unge og forældre blev afgjort øget i løbet af dagen. ”Det var ikkeone-size-fits-all” og det fungerer super godt, når man rammer målgruppen der, hvor de er,” siger Mette Holm Pedersen.

Gode takter for mere samarbejde

Mette Holm Petersen bekræfter, at Røde Kors har fået det ud af samarbejdet med Beredskabsforbundet, som de forventede:

”Vi satser også på, at det kommer til at fortsætte, og at vi muligvis også kommer til at udvide til nogle andre aktiviteter end Familie Campen, fordi vi netop godt kan se et potentiale i samarbejdet. Vi ser bl.a. på asylområdet som en mulighed for at arbejde mere sammen i fremtiden” siger Mette Holm Pedersen, som fremhæver, at der hele tiden har været en ”det-kan-vi-sagtens-finde-ud-af”-stemning i samarbejdet med Beredskabsforbundet:

”I det hele taget har der været en utrolig stor velvilje i begge organisationer – og det har været muligt at se muligheder frem for begrænsninger hele vejen rundt. Og det synes jeg også tydeligt afspejler sig i evalueringerne” siger en tilfreds Mette Holm Pedersen.

Del på Facebook